Konvention og nominering

 

Verdensarvskonvention

Det overordnede mål for Verdensarvskonventionen fra 1972 er beskyttelse af kulturelle og naturlige steder med 'enestående universel værdi' (OUV) for menneskeheden og at bevare den til fremtidige generationer. Den stiler mod identificering, beskyttelse, bevarelse, formidling og overdragelse af kultur- og naturarv med enestående universel værdi til fremtidige generationer (OGL §7).

Konventionen definerer den type af naturlige og kulturelle steder, som kan komme i betragtning til en plads på Verdensarvslisten. Den opridser de statslige aktørers pligter i forhold til at identificere potentielle steder og deres rolle med at beskytte og bevare dem. Når et land skriver under på konventionen, forpligter det sig til at bevare ikke bare steder med status af verdensarv inden for sine grænser, men også at beskytte sin nationale kultur- og naturarv.


 

Vadehavets nominering som verdensarv

I 2008 indgav Tyskland og Holland nomineringsansøgningen for det tysk-hollandske Vadehav som verdensarv til UNESCOs World Heritage Centre i Paris. På den 33. samling i Sevilla i juni 2009 indskrev UNESCOs Verdensarvskomite det nominerede område på Verdensarvslisten under de naturlige kriterier (viii), (ix) and (x).

I 2011 godkendte komiteen at tilføje Nationalpark Hamburgisches Wattenmeer (Vadehav) til det omfattede område.

I 2013 indgav Det Trilaterale Vadehavssamarbejde en nomineringsansøgning om at udvide det eksisterende område med den danske del af Vadehavet og en yderligere tysk del på åbent hav. I juni 2014 godkendte UNESCOs Verdensarvskomite udvidelsen. Med den beslutning blev hele Vadehavet til verdensarv.

Verdensarvskomiteen forpligtede med nomineringen Det Trilaterale Vadehavssamarbejde til at

Requests

Anbefalinger:

  • Implementer et monitoreringsprogram for invasive arter i forbindelse med implementeringen af ballastvandkonventionen og akvakultur;
  • Udvid monitoreringen af påvirkningen på fiskeri både indenfor eksisterende og udvidede områder (fortsat).